Kalligrafi er kunsten at skrive manuskript på en sådan måde, at det udtrykker skønheden i det, der bliver skrevet, i dannelsen af selve bogstaverne.

Kalligrafi hævder ældgamle rødder i de første registrerede udtryksformer: hulemalerier af vores forfædre for omkring 25.000-30.000 år siden. Til sidst blev denne form for billedkommunikation stiliseret omkring 3500 f.Kr. med udviklingen af egyptiske hieroglyfer. Fønikerne fulgte omkring 1000 f.Kr. med et af de tidligste alfabeter - et helt andet skrivesystem, idet hvert symbol repræsenterede en lyd snarere end en idé eller et billede. Det fønikiske alfabet blev vedtaget og modificeret af mange folk, herunder grækerne. Romerne tog det græske alfabet op og tilpassede det, så det passede til latin.

Latin bringer os til begyndelsen af, hvad mange mennesker tænker på som moderne kalligrafi. Det var sproget i middelalderens almægtige kirker, da munke var blandt samfundets eneste læsekyndige. En af deres opgaver var at forpligte Guds ord til papiret ved at indskrive gamle tekster i dekorative bind, der skulle læses af hellige elite og kongelige. Munkene tilførte manuskriptet en blomstrende stil, der ville tilføje ære til selve bogstaverne, som for at gøre inskriptionerne værdige til de hellige ord, de formidlet. Stilen var også økonomisk smal for at spare dyrt papir. Det blev kendt som gotisk og var den oprindelige form for europæisk kalligrafi, som vi tænker på det i dag.